Her skal du spise, drikke, feste og overnatte i København
Her skal du spise, drikke, feste og overnatte i København
Den gamle danske hovedstad har alt, hvad hjertet begærer. Der er absolut ingen grund til at spare op til budget-tunge rejser til Paris, Barcelona eller Rom, når København ligger lige om hjørnet og rummer meget af det, som enhver anden europæisk hovedstad kan byde ind med. Her finder du flere Michelin-restauranter, vilde natklubber og alt fra små hemmelige budget-hoteller til fashionable fem-stjernede hoteller.
Bo småt og billigt eller dyrt og fashionabelt
At finde et hotel i København er nemt, spørgsmålet er bare hvor du vil bo. Du kan vælge et af de billigere hoteller i de små gader på Vesterbro, eller lade dig forkæle på det historiske og majestætiske Hotel D’Angleterre i indre by. Maden er også til at få øje på. Hovedstaden byder på vilde gastronomiske oplevelser på eksempelvis den 2-stjernede Michelin-restaurant Alchemist på Refshaleøen eller den efterhånden verdensberømte restaurant, Noma. Der er også masser af streetfood, og plads til en enkelt pølse eller to ved en af byens mange gamle pølsevogne.
Caféer, barer og natklubber
Hvis du bare er til kaffe og eftermiddagshygge, så kan København byde ind med et ocean af forskellige kaffebarer, som dagligt tiltrækker horder af smarte københavnere på farten. Aften- og nattelivet er dog ligeså berømt og berygtet. Kødbyen, det gamle Meatpacking-område på Vesterbro, er spækket med moderne barer og natklubber for dem, der vil danse og drikke mojitos eller øl den halve eller hele nat.